§ 2. Ingen maa i Kongens Riger og Lande boe og opholde sig,
og sætte sig ned, som er henfalden til anabaptistiske Vildfarelse,
og ikke vil lade sine Børn døbe,
efter Lovens Bydende, inden 8 Dage, efter de ere fødde
og, hvo som ikke vil gjøre det, skal ikke tillades at blive,
uden paa de Steder, hvilke Kongen har givet Religions-Frihed,
hvorhen de da i al Stilhed inden Paaske 1746, om de inden den Tid
ikke beqvemme sig til Børnedaaben, kan forføie sig,
og der maa opholde sig:
dog skal ingen af de forbudne Secter,
som tolereres aleneste i de priviligerede Steder,
tages i Tjeneste paa andre Steder i Kongens Lande,
ei heller tillades,
at de maa givte sig med andre, som ere døbte,
med mindre de tilforn selv ere døbte, og underviiste i vor evangeliske
Lærdom, og derom kan forevise Beviis af Præsten.
. . . og at Kongen især ikke vil tillade, at de, som
ved at forlade vores evangeliske Kirke og dens Lærdomme,
samt den Augsburgske Confession,
henslaae sig til nogen skadelig Sect maa offentlig exercere,
mindre udbrede saadan ny og skadelig Religion;
dog skal under foranførte Lovens Bydende ikke være at forstaae de, som
fremmede ere indkomne i Kongens Riger og Lande, hvilke for dem og deres
Afkom kan have erholdet Kongelig Bevilgning til fri Religions-Øvelse
paa visse steder i Landet,
efterdi deres Lærdom og Confession er bekjendt, og ved symboliske Bøger fastsat;
men ellers alle andre nye og ubekjendte Secter, hvis Principia og
Lærdomme ikke ved nogen formelig og fuldstendig Confession er gjort
offentlig bekjent og enhver efter sit Tykke forandrer,
saa der ikke kan vides, hvad deres Lærdom fører med sig;
kort sagt: alle de Secter, som fra fremmede Steder ankomme,
og ikke paa deres Confession have faaet specielle Kongelig Tilladelse,
her at sætte sig ned,
skal være her i Kongens Riger og Lande ganske og aldeles forbuden,
saaledes: at fremmede Separatister, og alle Slags Emissarier,
som forføre Kongelige Undersaatter ved en stadig,
og med den uforandrede Augsburgske Confession stridende Lærdom,
og drage dem fra den offentlige Gudstjeneste og vores Kirkes Samfund,
enten til Sepratismum,
eller til andre fremmede og fordervelige Secter,
maa aldeles ikke i Kongens Riger tolereres;
men, saasnart de i Stiftet nogen saadanne skulde fornemmes,
skal deres Navne strax af vedkommende Øvrighed anmeldes for Stiftbefalingsmanden og Biskopen,
og dem alle Omstændigheder tilkjendegives;
og, naar (...) det er saadanne Folk, som før er meldt,
skal de strax uden videre Lovmaal sattes paa første Skib,
og udaf Riget bortføres |